Om Flow Elnet

Elforsyningens- og netselskabets historie

Det hele startede den 20. februar 1906. På byrådsmødet den dag foreslog Svendborgs borgmester O. F. Smith, at der nedsattes et udvalg med det hverv at overveje og undersøge spørgsmålet om anlæg af et elektricitetsværk. Som den første by havde Odense allerede fået et elektricitetsværk i 1891, drevet af et selskab, som hed Det Danske Elektricitetskompagni, som havde fået koncession på elforsyning i Odense.

Det i Svendborg nedsatte udvalg var et hurtigt arbejdende udvalg for allerede på byrådsmødet 14 dage senere var udvalget klar med indstillingen, som lød: Et elektricitetsværk opføres og drives som kommunalt, og at cand. Polyt. P. A. Pedersen, København antages som konsulent ved anlægsarbejderne.

Byrådet autoriserede den 7. juli 1906 den første autoriserede elektroinstallatør, det var ingeniør N. Due-Petersen, senere autoriserede byrådet flere, så byen i 1931 var kommet op på 9 autoriserede el-installatører.

I starten leverede man kun el i Svendborg senere kom også omegnskommunerne med. Det var for eksempel Sørup – Sankt Jørgens Kommune i 1910 og i 1913 fulgte så Egense og Skårup og Oure-Vejstrup.

Første verdenskrigs udbrud i 1914 forhindrede, at aktiviteterne i oplandet kunne fortsættes og fra februar 1917 kunne værket hverken få brændselsolie eller petroleum, der kom nu en lang og trang tid for værket. Man kom da igennem krigen, bl.a. byggede man en dieselmaskine om til at kunne køre på tørvegas og en anden blev ombygget til at køre på tjære og man købte også en dampmaskine i Sverige.

Først i 1920 fik man en aftale i stand om levering af strøm til Tåsinge og i årene 1922-24 traf man aftaler om levering til andelselselskaberne i Brudager, Kirkeby, Røskebølle og Heldager.

I 1930 kom De Forenede Teglværker i Stenstrup med og det var jo en vældig god ide, for teglværket producerede mest i sommermånederne, hvor elværket kun havde ringe belastning, så det krævede ingen forøgelse af værkets kraftanlæg, men man skulle jo have en højspændingslinje derud og have opstillet master. Og her måtte man for første og eneste gang i elværkets historie gå til ekspropriation. Da man året efter også skulle have Kirkeby Teglværk med var lodsejerne glædeligvis blevet mere fredsstemte, som der står i de gamle beretninger.

Gudme Elværk tilsluttede sig i 1932, medens Hvidkilde og Thurø elværker først tilsluttedes i 1940. Elektricitetsudvalget havde ved flere lejligheder drøftet oprettelsen af en svømmehal i forbindelse med værket, således at vandet i svømmebassinet kan opvarmes gratis af kølevandet fra maskinerne, og i april 1934 vedtog byrådet at bygge svømmehallen, som indvies den 28. april 1935.

I 1930 købte værket den op til værket liggende grund med påliggende bygninger tilhørende Svendborg Klædefabrik i likvidation. Købesummen var 95.000 kr., hertil kom 57.000 kr. for at bringe bygningerne (det senere rådhus) i brugbar stand til kontorer, akkumulatorrum og værksteder.

Den 2. april 1936 vedtog byrådet at udvide værket med en 2100 hestekraft dieselmotor samt opføre et nyt elektricitetsværk på hjørnet af Ramsherred og Gåsestræde i forbindelse med administrationsbygningen. Udgifterne hertil var ca. 956.000 kr.

I 1938 nedlagdes det første højspændingskabel til forsyning af den store industri med vekselstrøm. Samme år påbegyndtes ombygning og udretning af oplandsnettet.

Så forhindrede anden verdenskrig alle nye aktiviteter og elektriciteten blev rationeret, da brændselsolien slap op. Det lykkedes dog at holde gang i elforsyningen, fordi der var blevet trukket højspændingsforbindelser fra Fåborg over Svendborg til Odense, som igen var forbundet med Fredericia. Samarbejdet mellem de fynske elselskaber fortsatte efter krigen.

I 1945 stod de fleste af de fynske købstadsværker over for nødvendigheden af en udvidelse af værkernes kapacitet, især for Svendborgs vedkommende. Det medførte, at købstæderne på Fyn i en fælles henvendelse til Odense i 1946 rejste spørgsmålet om oprettelse af en fællescentral for Fyns Stift.

Henvendelsen resulterede i nedsættelse af ”Undersøgelsesudvalg for fællescentralen for Fyns Stift”, hvori alle købstæderne var repræsenteret. Formand blev Borgmester Vilhelm Verner, Odense og næstformand blev Borgmester Ferdinand Jensen, Svendborg. Udvalget nedsatte så en uvildig kommission, som i 1947 indstillede, at der på Bogø strand nord for Odense Stålskibsværft opføres en fællescentral for kombineret el- og varmeproduktion.

Da det kunne forudses, at der ville gå nogle år inden fællescentralen kunne være en realitet stiftedes i 1949 ”Interessentskabet den fynske samleskinne” med det formål at udbygge de eksisterende 60 kilovolt ledningsanlæg på Fyn. Undersøgelsesudvalgets næste opgave var at udarbejde vedtægter for ”Interessentskabet Fynsværket” og den 19. april 1949 blev vedtægterne tiltrådt på et stiftende repræsentantskabsmøde.

I juli 1953 kunne det store nye fynske kraftvarmeværk i Odense så tages i brug. Senere indgår Fynsværket i et samarbejde med de øvrige kraftvarmeværker i Jylland-Fyn. Det blev til I/S Elsam.

Tilbage til Svendborg, hvor vi lige i forbifarten kan nævne, at man i årene 1947 til 1955 omstillede fra jævnstrøm til vekselstrøm – også en kæmpeopgave.

Efter færdiggørelsen af Fynsværket købte man en stadig større del af strømmen derfra. Så i 1960 blev Svendborg Elværks maskiner stoppet og den store 2100 hestekraft maskine blev via B&W solgt til norske redere, der forærede den til Oslo Maskinmesterskole, hvor den blev taget i brug til undervisning.

Der var i Svendborgs opland i årenes løb oprettet en lang række andels elselskaber, som hver især havde en aftale med Svendborg Elværk om levering af strøm og fremførsel af ledningsnettet til deres forbrugere. Efter at Fynsværket var stiftet, ville Svendborg og dermed oplandet snart få strømmen direkte fra det store kraftværk. Der var på den baggrund opstået ønsker i oplandet om at frigøre sig fra Svendborg og gennem en sammenslutning at blive interessent i I/S Fynsværket.

Oplandsselskaberne stiftede så et fælles andelsselskab med det svære navn Svendborg Oplands Andels Elektricitetsforsyningsselskab, i daglig tale kaldet SOAE. Man enedes om, at Svendborg Elværk overdrog oplandets ledningsnet til SOAE til en nedskreven værdi af 1 million kroner – og at S.O.A.E. indtræder i I/S Fynsværket som medinteressent sammen med Svendborg Elværk, som to ligeberettigede parter – og at en 25-årig overenskomst oprettes, hvorefter Svendborg Elværk varetager den tekniske driftsledelse og udfører alle ny anlæg og reparationer for SOAE.

I modsætning til mange andre områder, hvor der i disse år blev oprettet oplandsselskaber opstod der ingen surhed eller rivegilder mellem parterne. Tværtimod foregik adskillelsen i stor fordragelighed og med jævnlige møder mellem det kommunale el-udvalg og SOAE’s forretningsudvalg. SOAE fik kontor på rådhuset sammen med Svendborg Elværk indtil både Svendborg Elværk og SOAE i 1965 flyttede til nybyggede lokaliteter på Fåborgvej 64.

Hvis der ikke var kommet en kommunalreform i 1970 kunne dette gode samarbejde sikkert have fortsat længe mellem de to selvstændige selskaber, men i den nye Svendborg Kommune var der et ønske om ens elpriser for hele kommunen. SOAE ønskede naturligt nok ikke at blive delt i to, så den del, der forsynede Svendborg, kunne sammenlægges med det kommunale elværk og heller ikke en sammenlægning under kommunalt styre. Men da der var en stærk vilje til samarbejde blev løsningen, at de to selskaber blev samlet i en selvejende institution Sydfyns Elforsyning. Det skete 1. april 1975. Fra 1975 fik vi så det nuværende forbrugerstyre med et repræsentantskab på 45 forbrugerrepræsentanter udpeget således, at de afspejler de politiske holdninger, som findes i forsyningsområdet.

I 1976 var elforsyningen blevet så vigtig for samfundet, at man fik den første Lov om elforsyning, udarbejdet af Handelsministeriet, som også nedsatte et Elprisudvalg, hvortil alle priser og betingelser fremover skulle anmeldes. Og herefter gjaldt så ”hvile-i-sig-selv-princippet”, hvorefter et over- eller underskud det ene år skulle indregnes i næste års priser. Man fik også indført begreber, som ”kostægte priser” og ”overdækning” og ”underdækning”, som holdt sig helt op til år 2000, hvor liberaliseringen af energiforsyningen blev indledt og Elprisudvalget blev til Energitilsynet.

Opgaven som skatteopkræver startede 1. april 1977 med indførelse af en statsafgift på 2 øre pr. kWh, det er så over årene er steget til 66,6 øre og den 1. januar år 2000 kom så ”offentlige forpligtelser” også kaldet PSO, som også skulle opkræves. Der blev indført 3-tidstariffer, som blev afskaffet igen.

Organisatorisk betød det, at Sydfyns Elforsyning blev et holdingselskab, med aktiviteterne fordelt på en række datterselskaber, der blev organiseret som aktieselskaber. Alle selskaberne blev skattepligtige.

Liberaliseringen betød at net drift pr. 1. januar 2000, blev udskilt i et selvstændigt monopolselskab SEF Net A/S, som fik en bevilling til at drive sit eget net, som nu kaldes det offentlige forsyningsnet, der er åbent for alle el-handelsselskaber med kunder tilsluttet nettet. SEF Net A/S kom til at eje aktier i det ligeledes liberaliserede Elsam A/S. I 2005 blev alle Elsam aktier afhændet til en meget fordelagtig kurs.

I april 2009 bad energiministeren Energinet om, at etablere et ”markedsregister” – hvilket i dag kendes som DataHub. Projektet blev gennemført og DataHubben gik i drift den 1. marts 2013.

Folketinget skærpede i juli 2018 reglerne på energiområdet og forlangte, at netselskaberne klart og tydeligt skulle adskille monopolopgaver fra koncernforbundne konkurrenceaktiviteter ved en adskilt identitet.

SEF Net A/S skiftede i den forbindelse navn til FLOW Elnet A/S og fik samtidig sin egen hjemmeside www.flow-elnet.dk

I forlængelse af netselskabets navneskift, fik koncernselskabet SEF A/S tilføjet et nyt binavn – ORIGO Service A/S. Det er ORIGO Service som er driftsansvarlig virksomhed og i dagligdagen varetager alle opgaver for FLOW Elnet A/S. Ligeledes udfører ORIGO Service kommercielle opgaver og hvor den helt primære opgave er drift og vedligeholdelse af kommunens vejbelysning.

Det overordnede formål med de nye regler om særskilt identitet var at gøre det klart for elforbrugeren, at der ikke er sammenhæng mellem netvirksomhedernes aktiviteter og informationer og på den anden side vertikalt integrerede selskaber som f.eks. elhandelsselskaber.